Jazzen efter bebop - med eksempler
INDHOLD
1. COOL JAZZ
2. HARDBOP
3. FREE JAZZ
4. MODALJAZZ
5. FUSIONSJAZZ
6. JAZZ'n HIP-HOP
COOL JAZZ
Cool-musikken
er en reaktion på bop’ens hektiske, avancerede og ekspressive musik. Den levede
især på en klanglig forfinelse - udbredte store klange i et ‘køligere’, mere
afdæmpet udtryk. Den ekspressive improvisatoriske udtryk nedtonedes til fordel
for ensemblespil og den
kunstneriske vægt flyttede sig mere over mod arrangementet og arrangøren.
Navne:
Lee Konitz (as), Gerry Mulligan (bs),
Lennie Tristano (p), Stan Getz (ts)
Eksempler:
Miles Davis / Gil Evans: Birth of the
Cool (1949), Miles Ahead (1957), Porgy & Bess (1958), Sketches
of Spain (1960)
- lidt noter fra The New Grove
Dictionary of Jazz (1994):
Lee Konitz (f. 1927) - alto saxophonist
“Unlike Parker, he cultivated a
smooth sound with few overtones and no vibrato, much like the French classical
approach to the instrument (..) He
also rejected Parker’s characteristic rhytmic procedures, preferring to play
evenly and smoothly over the full range of the instrument without the sudden
cross-accents, counterrhythms and formulae of bop.
This enabled him to create long
serpentine lines, rich in harmonic implications, with an almost metronomical
precision but with varied subdivisions of the beat and a discreet, urgent sense
os swing.” The New Grove Dictionary of Jazz (1994)
Claude
Thornhill (f. 1909) - bandleader, composer and pianist
“With his arrangers Bill Borden
and Gil Evans, and such leading members of his ensemble as Lee Konitz (as) and
Gerry Mulligan (bs), he developed a strikingly original big-band sound that
emphasized static textures, without vibrato, in the lower registers and
depended for coloristic effect on several instruments usually associated with
classical music, including the horn, tuba, and bass clarinet. evan’s
arrangement of Anthropology (1947) provides a particularly noteworthy example
of Thornhill’s style, which influenced Miles Davis’ recordings in 1949 for
Capitol (ie. “Birth of The Cool”) and many musicians who followed.” The New Grove Dictionary of Jazz (1994)
-------------------------------------------------------------------------
Eksempel på et cool-jazz arrangement:
BOPLICITY Miles Davis/Gil Evans “Birth of the Cool”
1949
Instrumentation:
tp Miles, as Lee Konitz, bs Gerry
Mulligan, tb J.J.Johnson, french horn, tuba + rytmegruppe.: p John Lewis, bass Nelson Boyd, dr Kenny Clarke
Formoversigt: TEMA AABA arrangeret for fuld blæsergruppe
SOLO,
bs AA bs + rytmegruppe
INTERLUDE B’ (6 t.) arr.
for blæsere - tp
B’
(4 t.) tp
+ blæser-backing
A’
(8 t.) tutti
blæsergruppe - forte
A’’
(8 t.) arr.
for blæsergr. + tp fills -> solo
SOLO,
tp A tp +
rytmegruppe
SOLO,
piano B
TEMA A tutti - som
start + kort CODA
HARDBOP
“Back to the
roots”.
Inspireret af
soul og gospel betonedes musikalsk enkelhed og (sjæls-)kraft. I hardboppen
finder vi næsten udelukkende sorte musikere i modsætning til cool’ens
overvejende hvide.
Melodiske,
enkle og sangbare temaer og en jordnær, ‘funky’, gospelagtig spillestil i
modsætning til Vestkyst/cool’ens kammermusikagtige, forfinede
- lidt noter fra The New Grove
Dictionary of Jazz (1994)
“A term frequently applied to an
intense, harddriving style of jazz of the 1950s and 1960s, as represented by
the work of Horace Silver, Art Blakey, Cannonball Adderley and their
colleagues. (...) Hard Bop is usually regarded as being characterized by dark,
weighty, earthy timbres, soulful inflections of pitch, blueslike melodic
figures, and, sometimes, harmonies and chord progressions reminiscent of the
sanctified church”
Skønt dette
kun gjaldt ca. halvdelen af tidens bop-melodier.
Spillestilen
var præget af:
“ .. a lighter, more flexible
piano accompaniment, louder, more interactive drumming (as shown in the work of
Art Blakey, Philly Joe Jones and Louis Hayes) and more facile (: enkelt) bass
playing.”
The New Grove Dictionary of Jazz (1994
Man benyttede
heller ikke så ofte former og akkordprogressioner fra populær-melodier.
De hardbop
indspilninger der blev mest populære, var de der havde mindst improvisation, de
simpleste og mest melodiske soloer (“simplest, most tuneful solos”), det simpleste
og mest repetitive akkompagnement (som f.eks. “The Preacher”) og de mest
funky’e melodier.
Navne:
Horace Silver (p), Clifford Brown (tp),
”Cannonbal” Adderley (as), Nat Adderley (tp), Art Balkey (dr) & his Jazz
Messengers, Sonny Rollins (ts)
Eksempler:
Horace
Silver: The Preacher (1955)
Cannonball Adderley: Sack o’ Woe (1960)
Nat
Adderley: Work Song (1960) & Jive Samba (1962)
Joe
Zawinul: Mercy, Mercy, Mercy (1966)
Herbie
Hancock: Watermelon Man (1962)
FREE JAZZ
Frihed - men
fra hvad? I første række akkordinstrumenternes harmoniske bindinger. Uden
akkorder kunne man spille frit og langt friere reagere på hvad gruppens andre
medlemmer spillede. Uden et fast akkordligt fundament blev dette også en
nødvendighed.
Frihed fra
andre faste skemaer, hvilket kunne være en fast puls - altså flydende
pulsfornemmelse og rytmik - eller faste formskemaer - altså åben form, måske
ukendt form og improviseretde formforløb fra gang til gang.
Fordele: en
langt større åbenhed og lydhørhed i musikken
Ulemper: ikke
decideret publikumsvenligt
Navne:
Ornette Coleman (as), Cecil Taylor (p),
Charles Mingus (b), Albert Ayler (ts)
Eksempler:
Ornette Coleman: Free (1959)
Cecil Taylor: Wallering (1958/59)
MODALJAZZ
Grundlaget for
musikken bliver kirketoneskalaerne, de såkaldte 'modes'/modi, og ved at
fastholde den samme skala gennem f.eks. 8 takter betones en harmonisk ro og
enkelhed på hvilken baggrund musikkens andre elementer bedre kan folde sig ud.
Modaljazzen
skifter beboppens hurtige akkordskift med 1-2 akkorder pr takt - og tilsvarende
hurtige skalaskift (1-2 takter pr. skala) ud med 8 til 16 takter med
fastholdelse af én og samme skala. Solisten får herved langt større ro og
åbenhed til at udforske f.eks. rytmiske elementer eller forskellige
akkordbrydningers klanglige effekt i forhold til den grundlæggende skala.
Kirketonearterne er opregnet her nedenfor i rækkefølge efter hvor du kan finde dem på klaverets hvide tangenter. De er ikke lige almindelige allesammen – dorisk, mixolydisk og lydisk er de mest almindelige (bortset fra de to kendte: dur og mol), efterfulgt af frygisk og lokrisk, der er ret eksotisk.
| |
|
|
| JONISK |
ren durskala |
C - C |
| DORISK |
molskala med #6 |
D – D |
| FRYGISK |
molskala med b2 |
E – E |
| LYDISK |
durskala med #4 |
F – F |
| MIXOLYDISK |
durskala med b7 |
G – G |
| AEOLISK |
ren molskala |
A – A |
| LOKRISK |
molskala med b2 og b5 |
H – H |
Navne:
Miles Davis (tp), John Coltrane (ts),
“Cannonball” Adderley (as), McCoy Tyner (p)
Eksempler:
Miles Davis: Milestones (1958)
Miles Davis: Kind of Blue (1959)
FUSIONSJAZZ
Fusion dækker
jo alt muligt, men mest banebrydende blev jazzens fusion med de elektrificerede
genrer - især rock, men alt muligt andet blev også blandet ind.
Eksempler:
Miles Davis: Bitches Brew (1969)
Herbie Hancock: Headhunters (1973)
Musikeksempler:
"Watermelon
Man" (1962), Herbie Hancock.
Traditionel jazz-kvintet - trompet,
tenorsax, piano, bas, trommer - anvendt i 60’er jazzens flirt med rock, soul og
latin. Her spilles lige 8 dele (for det meste) og både bas og klaver spiller
ostinater - gentagne rytmiske figurer, der blot forskydes (så lidt som muligt)
efter de skiftende akkorder. Væk er swingfornemmelsen, væk er de højtopbyggede
klange i akkompagnementet (pianoet), væk er walking bassens frie 4/4-dels tråd
over harmonierne. Istedet har vi en mere enkel, jordnær og gospelpræget stil
med faste og enkle figurer i piano og bas, og et fastere og mere rockpræget
trommespil.
Nummeret er en slags modificeret blues,
men mellem alt det nye er storformen en gammel kending: Tema - Soli - Tema.
"Watermelon
Man" (1973), Herbie Hancock.
Elektrisk fusionsjazz baseret på det
oprindeligt akustiske nummer. Watermelon Man er i den nye udgave blevet til et
gennemkomponeret nummer i en slags ‘spejl’- eller bueform, hvor de
introducerende afsnit bliver repeteret i omvendt orden i afslutningen.
Her anvendes elektriske instrumenter,
‘sjove’ fløjter og stemmelyde med hver sin rytme. Der arbejdes med flere
rytmiske lag, der sammen med en funky bas-ostinat efterhånden opbygger et sejt
‘groove’. Midtvejs i nummeret høres temaet (omend ikke så tydeligt), mens der
kun er levnet lidt plads til soloer.
JAZZ'n HIP-HOP
Et af de
seneste skud på jazzens stamme: fusionen med en anden gren af den sorte kultur:
hip-hoppen. “Like This ..” er i endnu højere grad end den sene Watermelon Man bygget op omkring et
groove, et rytmisk sammenspil af de forskellige instrumenter. Pianofigur, basfigur og trommerytmer
danner den bund, hvorover der enten tales - som i introduktionen og afslutningen
- eller rap’es. De akkompagnerende blæserinstrumenter bygger ofte på et
klangideal fra cool-jazzen, mens fløjten lægger små blues-figurer ind.
I modsætningen
til hip hoppen er her dog ikke tale om et egentlig “break beat”, en samplet
rytmisk figur der gentages som underlæg for rap’en, men om spillet rytme, der ganske vist er fast, men med mange variationer. Jazzens klange og
blues-univers kombineret med hip hoppens absolutte hovedvægt på det rytmiske
groove som underlæg for rapperens budskab.
Eksempel
“Like This (Give Me a Kiss)”
(1994), Thomas Blachman. |
