SONATESATSFORM

En sonatesatsform, også bare kaldet sonateform, var en meget udbredt formtype i klassiken (1750-1815), og den anvendtes naturligvis i klaversonater (deraf navnet) og i symfonier og almindeligvis i første og sidste sats.

Til forskel fra barokken, den musikalske genre der kom før (Bach, Vivaldi osv), begyndte man i klassiken at arbejde med to temaer - et hovedtema (HT) og et sidetema (ST).

Hovedtemaet åbnede satsen så det skulle gerne være lidt voldsomt / kraftigt / maskulint og iørefaldende så publikum var klar over at musikken nu var startet. Lidt senere introducerede komponisten så sidetemaet der gerne var blidere, mere lyrisk og feminint.

De to temaer var således kontraster til hinanden og satsens udvikling var bl.a. bestemt af arbejdet med de to forskellige temaer.

Satsen form var almindeligvis en tredelt ABAform:

1. Først kommer Ekspositionsdelen hvor de to temaer bliver præsenteret. Denne del bliver normalt gentaget. Hovedtemaet præsenteres naturligt nok i Tonika, mens Sidetemaet i durtonearter oftest placeres i Dominanttonearten.
2. Dernæst kommer Gennemføringsdelen hvor komponisten arbejder med temaerne - eller eventuelt kun det ene, eller andre af satsen temaer (som i Eine Kleine Nachtmusik, 1. sats) - for ligesom at se hvad man kan få ud af dem, arbejde med konflikten mellem temaerne. Denne del kaldes også Modulationsdelen fordi musikken ofte skifter toneart her - den modulerer.

1. Til slut kommer Reprisen hvor vi vender hjem til de to temaer i deres - næsten - originale udformning. Både HT og ST er her i Tonika.

· Til allersidst er der så en Coda der runder satsen af.

print